En dansk-tamilers oplevelser på børnehjemmet Pudhu Iruthayam

Gennem fællesbekendte blev jeg introduceret til familien Michaelsen i sommer 2009. Efter et par middage og masser af snak om Enable hjemmet Pudhu Iruthayam, Indien og min baggrund som danskfødt tamil, valgte jeg at besøge børnehjemmet i januar 2011 i forbindelse med hindu festivalen, Pongal.

Klokken er fem om morgenen og efter en syv timers lang tur fra Chennai lufthavn, ankommer jeg til Pudhu Iruthayam. Ernst og Hanne er der allerede, det er dagen før dagen derpå, den tre dage lange hindu festival, Pongal. Jeg kan fornemme, at pigerne er stået op og jeg bliver observeret nysgerrigt fra lang afstand. Jeg vælger alligevel at snuppe et par timers søvn, jeg ved, at det bliver til fest og ballade med så mange piger på et sted. Og da jeg tidligere har boet i Indien, ved jeg at det kræver energi at følge med i pigernes tempo.

Det bliver ikke til mere end et par timer eller tre. Solen står højt og jeg kan høre pigerne udenfor min dør. Jeg smutter hurtigt i bad og hopper i noget halvdansk halvtamilsk tøj og går ud for at få min morgenkaffe. Jeg hilser Ernst på dansk og vender mig om siger ”Kaalai vanakkam” (Godmorgen) til pigerne, der straks bliver overrasket over, at jeg taler tamil. Jeg griner lidt og fortsætter i samme dur.

Inden længe ved pigerne, at jeg taler tamil. Nogle kommer modigt frem og spørger indtil, hvem jeg er, andre mere generte og lytter på afstand. Jeg forklarer dem, at jeg er etnisk tamil og at mine forældre kommer fra Sri Lanka. Og sprogene minder meget om hinanden. De ved ikke hvor Sri Lanka ligger indtil, jeg nævner den gamle betegnelse for landet, Ceylon, som de dermed kan associere til myten ”Ramayanam”.

Dagen går med rundvisning i husene, masser af leg og dans. Masser af oplevelser, der gør indtryk og der går ikke lang tid før, jeg føler mig som en af dem. Oftest sad vi i små grupper, hvor jeg blev udspurgt om alt mellem himmel og jord. Især mit tamil gjorde indtryk på dem. Jeg fik en fnisende kommentar ”lad være med at ødelægge sproget acca (storesøster)” sagde Infanta. Det lagde grobund for en sjov snak, om hvem af os der talte korrekt tamil.

Efter aftensmaden går rutinen atter i gang. De store piger hjælper de små med at komme i nighties (indiske natkjoler), får flettet håret og sender dem ind én efter én i seng. Jeg får sagt godnat til dem alle og nogle kommer endda tilbage og vil gerne sige godnat igen. De får et kram, hvorefter jeg selv smutter i seng. Jeg er træt.

Pongal er farverigt. Pigerne er klædt fint på og de har overtalt Hanne, Ida og Catrine til at hoppe i saree. Jeg selv, hopper også i en saree og Josefine retter lidt på den, så jeg ikke viser for meget bar hud. Mens de ældste piger får gang i kogeriet, løber de små rundt og leger. De elsker at få make-up på og blomster i håret. De ser rigtig godt ud. Vi smutter hen til legepladsen på en lille picnic og sidder ud i naturen og får udbragt mad. Det er guf for pigerne. De hjælper alle til med at rydde op og dagen fortsætter med forskellige aktiviteter og endnu en dag med masser af snak om Danmark og Indien. Især et emne er udfordrende. ”Samatya Sadangu”.

Som pige i Indien får man fejret en ”Puberty Ceremony” når pigen første gang får menstruation. Pigerne lytter med, da jeg snakker med Josefine og bliver forskrækket over, at jeg som tamil ikke har fået denne ceremoni. Jeg udfordrer dem om deres viden omkring emnet og stiller spørgsmålstegn ved, hvorfor man skal offentliggøre noget så privat og intimt som ens menstruation. Det sætter nogle tanker i gang hos dem. Det kan jeg mærke. Min jævnaldrende Shanmugavali griner lidt, hun kan godt følge min tanke men har svært ved at acceptere min måde at tænke på. Den er for vestlig.

Ligeså meget, som jeg har udfordret pigerne til at tænke i andre baner og åbnet for en forståelse af vestlig kultur, har pigerne haft indflydelse på mig. Min hudfarve og flydende tamil gør mig måske til en af dem men mit tøj, mit sind og ageren gør mig stadig til en ”dansker”.

Da jeg tidligere har været i Indien, sammenligner jeg hvordan pigerne i Enable hjemmet har det, i forhold til andre børn i Indien. På andre børnehjem, har jeg oplevet snavsede børn i slidt tøj, der rækker deres små hænder ud til mig med et glimt af håb i deres øjne om jeg ville ændre deres fremtid. Måske endda tage dem med mig. De ville elskes. Børnenes sårbarhed og naive kontaktform til fremmede mennesker stiller dem i dårlig position, hvis disse har dårlige hensigter. Denne realitet er skræmmende og helt uretfærdigt og urimeligt, at børn lever under disse forudsætninger og vilkår.

Samtidig skaber medierne et billede af børnehjemsbørn som ensomme og tomme blikke i øjnene.

Men intet er dette kan overføres til pigerne i Pudhu Iruthayam. Her trives pigerne i allerhøjeste grad og hver og en af dem udstråler glæde og tegn på god trivsel. St. Joseph’s Development Trust og Enable gør et fantastisk stykke arbejde, ikke kun materialistisk med gode omgivelser for børnene men også psykologisk set skaber de et godt miljø hvor pigerne har ro til at tænke, udvikle og skabe deres egen fremtid.

Mine dage på Pudhu Iruthyam er absolut nogle der har gjort indtryk og det er helt sikkert ikke sidste gang jeg besøger dem.